Emma anbefaler: Tre lydbøger for unge
Hører du til gruppen af dem, som ser en masse spændende titler, men som ikke lige får dem læst – fordi der er så meget andet? Måske er du studerende og bruger alle dine vågne timer på at læse til studiet, og derfor ikke har overskud til at læse i din fritid? Her kommer Emma med et par bud på lydbøger, som du kan drømme dig væk i.
Af Emma Charlotte Bothilde Nielsen
'Samtaler med venner' af Sally Rooney er en betagende roman om at være et helt almindeligt menneske. I en stor by, uden et stort netværk, bor den introverte Francis, som er bedstevenner med sin ekskæreste Bobbi. De møder ægteparret Melissa og Nick sammen. Mens Bobbi begynder at flirte lidt med Melissa, bliver Francis helt betaget af Nick, og med ét begynder et indviklet kærlighedsdrama. Romanen er spidsfindig, og Francis gennemgår mange følelser og oplevelser, som mange af os unge kan nikke genkendende til, herunder studier, familievanskeligheder og forelskelse i den forkerte. Det er næsten uundgåeligt at blive helt opslugt og længes efter mere i denne roman.
I denne årstid kan man godt drømme om varmere himmelstrøg. I 'Call me by your name' af André Aciman befinder vi os i det nordlige Italien om sommeren, hvor 17-årige Elio bor med sin familie. Her møder han den ældre Oliver, som skal bo hos dem og hjælpe Elios far i hans arbejde. Hurtigt opdager de en interesse for hinanden. Romanen skildrer den første begær og fascination af et andet menneske på en enormt stormfuld og naturlig måde, hvilket skaber et fantastisk univers. Du kan godt regne at få varmen, mens du lytter til forfatterens beskrivende og stemningssættende ord – og måske du får et anerledes forhold til ferskner efterfølgende.
Er du mere til en omgang spænding, så du sidder på kanten af dit sæde, skal du have fat i 'Du' af Caroline Kepnes. Beck og Joe møder hinanden i den boghandel, hvor Joe arbejder, og han bliver med det samme besat af hende. Han forfølger hende, bryder ind i hendes lejlighed, og pludselig er hendes kæreste også væk – og hun falder for den perfekte Joe, som er som skræddersyet til hende. En intens stalkingsroman fyldt med detaljer og spænding, så du pludselig sidder inde i hovedet på Joe, om du vil det eller ej. En fantastisk thriller indtalt til perfektion, som giver ekstra indlevelse.
- Og det bedste ved disse tre romaner? Du kan finde dem alle på eReolen, og hvis du ikke få nok af dem, er de alle blevet lavet til film eller serier.