Peter anbefaler: Kafkas forunderlige univers

Franz Kafka (1883-1924) var en tysksproget forfatter, der boede det meste af sit liv i Prag. Centralt i forfatterskabet står temaer som skyld, fremmedgørelse, ensomhed og isolation. Han skrev tre romaner samt en lang række kortere fortællinger.

Kafkas mest berømte roman Processen handler om en mand, der en morgen arresteres, uden at det står klart, hvad han er anklaget for, eller hvem der står bag anklagen. Romanen beskriver hans kamp mod et uigennemskueligt bureaukratisk system. Begrebet ’kafkask’ er gået ind i sproget som en beskrivelse af den håbløse og frustrerende kamp mod et bureaukrati eller en situation, som man ikke kan forstå eller gennemskue.

Også i Slottet forsøger hovedpersonen forgæves at opnå kontakt til en række embedsmænd på det slot, han som landmåler er blevet hidkaldt til at arbejde for. Eller er han overhovedet blevet hidkaldt? Og er han i det hele taget landmåler? Denne roman er labyrintisk, og den rejser mange spørgsmål.

Kafkas tredje roman Amerika er lettere i tonen og også mere humoristisk. Den handler om en ung mand, som er blevet forført af familiens tjenestepige, hvilket har resulteret i et uægte barn. Som straf herfor sendes han til Amerika, hvor han slår sig sammen med to vagabonder og gentagne gange tages ved næsten og kommer i problemer på grund af sin naivitet. 

Det er dog ikke mindst i de unikke og særegne noveller og kortere fortællinger, at Kafkas fantastiske univers for alvor folder sig ud, og de følgende fem fortællinger er nogle af hans allerbedste værker. De er alle at finde i samlingen Fortællinger.

Forvandlingen

Forvandlingen indledes med denne berømte sætning:

”Da Gregor Samsa en morgen vågnede efter urolige drømme, fandt han sig i sengen forvandlet til et kæmpestort kryb.”

Gregor Samsa forskrækkes og undres over forvandlingen, men hans største bekymring er, hvordan han nu skal komme på arbejde. Han er en meget pligtopfyldende ung mand, der ikke har haft en sygedag i fem år, og han forsørger resten af familien med sin indtægt.

Gregor er dog nu ude af stand til at gå på arbejde, og hans far bliver derfor nødt til atter at tage et arbejde for at tjene penge til familien. Faderen viser ikke Gregor megen sympati. Tværtimod udsætter han ham for flere raseriudbrud, og på et tidspunkt jagter han Gregor rundt i værelset, mens han bombarderer ham med æbler. Det ene æble borer sig fast i Gregors ryg, og det må han efterfølgende leve med, mens han bliver mere og mere ulykkelig over sin situation og over at ligge sin familie til last.

En rapport til et akademi

Det er sjældent humoren, der nævnes først, når Kafkas forfatterskab skal karakteriseres, men Kafka brød ofte ud i latter, når han skulle læse højt fra sine værker, og der er megen humor i Kafkas værker. Det er ofte en grotesk og en absurd humor, og fortællingen En rapport til et akademi er fyldt med denne absurde humor, samtidig med at historien kan ses som en civilisationskritik. 

Fortælleren er en abe, der til et akademi beretter om sit liv. Aben blev indfanget i Guldkysten og fragtet til Europa. Mens aben sidder i buret på skibet på vej til Europa, indser den, at den har to muligheder: zoologisk have eller varietéen. For at undgå førstnævnte beslutter den sig for at lære at opføre sig som menneske, og i Europa opnår den efterhånden en gennemsnitseuropæers dannelse.

Aben er blevet så selvskikker, at den til de høje herrer i akademiet drillende siger:

”Deres abetid, mine herrer, om De har en sådan bag Dem, kan ikke ligge Dem mere fjern, end min ligger mig.”

Aben opnår stor succes i varietéerne og har tilknyttet egen impresario. Aben undertrykker sin abenatur for at få det bedst mulige liv i Europa, men efter forestillingerne hygger den sig på abemanér med en chimpanse.

I straffekolonien

En rejsende besøger en straffekoloni. Han er blevet indbudt til at overvære henrettelsen af en ulydig soldat. Henrettelsen skal finde sted i en maskine, som den tidligere kommandant på stedet har opfundet. Den dømte placeres i maskinen, der med nåle indgraverer dommen på hans ryg. 

Det er en langvarig proces, og meningen er, at den dømte efterhånden via sine sår skal kunne tyde dommens ordlyd og forlige sig med sin straf, inden maskinen til sidst spidder ham. 

Den rejsende giver udtryk for, at han ikke er begejstret for denne form for retsførelse, og pludselig løslader officeren den dømte og overtager hans plads i maskinen.

En sultekunstner

En sultekunstner rejser rundt og optræder med sin sulten. I fyrre dage ad gangen lader han sig udstille i bure, hvor folk kommer forbi for at beskue ham. Der er vagter posteret ved siden af buret for, at han ikke skal kunne indtage føde i smug. 

Efterhånden går sultekunsten af mode, og sultekunstneren ignoreres. En dag da man vil rydde op i et bur, man troede var tomt, finder man sultekunstneren i en bunke halm. Her forklarer han, hvorfor han ikke kan holde op med at sulte.

Dommen

Dommen handler om den unge handelsmand Georg Bendemann, der en aften skriver et brev til en ven, der er flyttet til Rusland. Det er ikke gået vennen godt, og denne lever nu et kummerligt liv i Rusland. Georg er blevet forlovet, men på grund af vennens situation tøver Georg med at fortælle ham det.

Da Georg efterfølgende vil sige godnat til sin far og hjælpe ham i seng, fortæller han ham om brevet til vennen. Det bliver indledningen til en lavine af bebrejdelser fra faderen, der på ingen måde er tilfreds med sin søn, og det hele kulminerer i et raseriudbrud af ufattelige dimensioner, og novellens sidste linjer glemmer man aldrig.

Kafka skrev Dommen i ét stræk en nat i september 1912, og han betragtede den selv som et af sine væsentligste værker. Han havde selv et meget anstrengt forhold til sin far, der var streng og dominerende. Kafka kunne aldrig leve op til faderens ønsker og krav, og i en alder af 36 år forsøgte han at gøre op med faderen i et 45 sider langt brev, som han gav til moderen – der dog aldrig gav det videre til faderen. I Kafkas forfatterskab er forholdet til faderen et meget centrals tema og ingen steder mere end i Dommen. 

Lær Kafka at kende

Aalborg Bibliotekerne har flere spændende biografier om Kafka. Max Brod var Kafkas gode ven, og det var ham, der sørgede for at få udgivet hovedparten af Kafkas værker efter dennes død. Max Brods bog om Kafka er fyldt med personlige anekdoter og historier fra et langt venskab. Bogen er krydret med forskellige breve fra Kafka, og det er velskrevet og spændende læsning.

Ernst Pawels Franz Kafka: Fornuftens mareridt er en fremragende biografi, der både beskæftiger sig grundigt med Kafka og hans værker, men også med den tid og det miljø, han levede i.

”Hver dag skal mindst en linje være rettet mod mig selv.”

Således skrev Kafka i sin dagbog i 1910, og man kan se selvbiografiske træk mange steder i forfatterskabet. Vil man lære Kafka bedre at kende, så er det oplagt at kaste sig over hans dagbøger. Her finder man den tvivl og usikkerhed, som en berømt forfatter har tilfælles med de fleste andre mennesker, men også aforismer og udkast til fortællinger og tanker om livet, som det tog sig ud for Kafka. Den indre og nære verden fylder næsten det hele, og kun få steder beskæftiger Kafka sig med de store begivenheder, der fandt sted i hans tid – som f.eks. dette korte opslag fra 1914:

”Tyskland har erklæret Rusland krig. – Eftermiddag til svømning.”

Dagbøgerne foreligger i en samlet udgave i tre bind på små 1000 sider, men de er også kommet i et udvalg på ca. 200 sider med titlen Mit liv er en tøven før fødslen, og det er et rigtig godt sted at begynde.

Er man allerede godt bekendt med Kafka og hans værker og har lyst til at lære lidt andre sider af ham at kende, så er Reiner Stachs Is That Kafka?: 99 Finds en god bog at dykke ned i. Her får man serveret 99 forskellige facts om Kafka. F.eks. var Kafka bange for mus. Til gengæld var han glad for øl. Han havde planer om at udgive en rejsebog, og engang gav han en tigger en to-krone og bad om at få en krone igen. En dag fik han et brev fra en forvirret læser, der bad Kafka om at forklare, hvad i alverden Forvandlingen handler om.

God læselyst. Jeg vil lade Kafka selv få det sidste ord. I et brev til sin ven Oskar Pollak skrev Kafka i 1904:

”Jeg tror, at man i det hele taget kun bør læse bøger, som stikker og bider. Hvis den bog, vi læser, ikke vækker os som med et knytnæveslag i panden, hvorfor så læse den?”