voksne

Knald i låget?

Kan vi lokke dig til stemmeurnen med fri data i hele EU, kanelsnegle, sodavand og solcreme? Hvis du er typen, der er totalt ligeglad med Europa-Parlamentsvalget, så prø’ li’ a hør her! Vi har nemlig lidt lokkemad til dem der mener, at EU-valget er ligegyldigt og nytteløst.

Af Christian Langelund Hansen

Tags

Aktuelt
Christian holder en sodavand op foran sig. Låget er åbent, men sidder fast på flasken.

Fri data i hele EU!

Distancen fra brevstemmeboksen på biblioteket til parlamentet i Bruxelles kan virke utrolig lang.  Men vidste du, at det faktisk ikke er teleselskabernes gavmildhed, men en EU-forordning fra Bruxelles, der sikrer dig fri mobildata i hele EU? Det økonomiske samarbejde på tværs af landegrænser forbyder nemlig teleselskaberne at opkræve dig en ekstraregning, når du stener TikTok i solen på stranden i Italien. 

 

Sluk tørsten med en dejlig sodavand!

Når tørsten melder sig i solen og du åbner en kold sodavand, så bliver du igen - på  godt og ondt - konfronteret med betydningen af EU. Fastgørelse af plastiklåget udspringer af EUs Single Use Plastic – direktiv. Formålet med denne retsakt er, at plastlåg genanvendes i stedet for at skylle i land på den strand, hvor du solbader og ser TikTok. Fastgjorte skruelåg er røvirriterende, men rene badestrande er røvlækkert. EU's lovgivning handler grundlæggende om at finde et kompromis mellem røvlækkert og røvirriterende, og dem vi stemmer ind i Parlamentet, tager del i den proces. 

 

Interesseret i en god solcreme?

Vidste du egentlig, at der er stemmepligt i Belgien? Det kan faktisk udløse en bøde, hvis belgierne undlader at stemme? I Belgien anses valgdeltagelse ikke bare som en borgerrettighed, men en decideret borgerpligt. 

I nogle EU-medlemslande må unge på 16 og 17 år stemme til Europa Parlamentsvalget. Dette er ud fra en betragtning af, at EU-lovgivning præger deres fremtid, og at ungdommen derfor skal have indflydelse på beslutningerne. I Danmark blev et forslag om at sænke valgretsalderen nedstemt i Folketinget. Det kan du tænke lidt over, når du midt på stranden smører din dejlige og dyrebare krop ind i solcreme. Når du dyrker din tan-line på stranden, beskytter EUs kemilov dig. Den sikrer, at din solcreme ikke indeholder hormonforstyrrende stoffer. 

 

Kan en kage friste dig til at afgive en stemme?

Hvis du på trods af beretninger om sodavand, mobildata og lækker solcreme alligevel ikke er overbevist om at fravælge sofaen, så tænk tilbage på 2013. Her fastsatte et EU-regulativ en række nye grænseværdier for indholdet af kanel i bagværk. Stoffet kumarin, der findes i kanel, kan nemlig i store mængder skade leveren. Opstandelsen blandt danskerne var stor, fordi bagerens kanelsnegl pludselig var truet og skulle forbydes. Mange mente, at EU-politikerne havde fået kanelen galt i halsen. Men inden et optog af kageelskere satte kursen mod Bruxelles med høtyve og fakler, så løste de danske fødevaremyndigheder heldigvis den kringlede sag. Kanelsneglen endte med at blive klassificeret som traditionelt bagværk, hvilket tillader højere grænseværdier end almindeligt bagværk. Alle kunne ånde lettet op.

 

Stadig sofavælger?

Trækker sofaen stadig mere end stemmeboksen? EUs lovgivning er ret indgribende i vores liv og hverdag. Selv kondomer og glidecreme skal leve op til en række kvalitetskrav fra EU.  Med din stemme kan du kan være med til at udpege de 15 danske politikere, som Danmark sender til Bruxelles og som skal være med til at udforme lovgivningen. Hvis du synes EU er megakompliceret, så er du ikke alene. 

Vi har med denne artikel gjort et febrilske forsøg på at fremhæve EUs indvirkning på din dagligdag. Synes du regler om kanelsnegle, data, kosmetik og sodavand er pisseligegyldige og uvedkommende ting fra småtingsafdelingen, så overveje dette tilbud:  Med fri data i hele EU kan du fra dit håndklæde i solen på stranden, streame en dokumentarfilm om, hvordan krigen i Ukraine både tætner og skaber sprækker i det europæiske samarbejde.  
 

Husk at du kan brevstemme på biblioteket frem til den 6. juni. Vi ses.