For børn

Bogklubber fremmer læselyst

Hvordan er fællesskab vejen til en positiv læseoplevelse for børn? Få opskriften til, hvordan du starter din egen læseklub for børn, og hvorfor det er en god ide.

Af Mie Møller Nielsen

I den aktuelle kampagne ”BREAKING: Adrian løser læsekrisen” forsøger Adrian at samle sine venner til verdens bedste, vildeste, største, brandvarme bogklub. For det er fedt at dele læseoplevelser med venner! Ifølge Lykke Winther, som er læringsvejleder og leder af et PLC på Vindinge Skole, spiller læsefællesskaberne en stor rolle, når det kommer til at få succes med læsning:

- Når man ser ud over børnenes medielandskab, så er læsning den del, som kræver iscenesættelse og fællesskab for at fungere for langt de fleste børn. Enkelte læsere finder hurtigt sig selv i litteraturen, men det er få. For langt de fleste er det nødvendigt, at vi danner fællesskaber for at få flere til at få glæder og kompetencer ved læsningen – og derved tilegne sig viden, skabe forudsætningerne for at kunne udtrykke sig selv og på den måde være en del af det menneskelige fællesskab og andre universer, fortæller Lykke Winther og fortsætter:

- Det er også vigtigt, at vores børn udsættes for meget læsning og forskellige typer læsning – både digitalt og i papirform. Og det er noget af det, læsefællesskaber kan tilbyde. Samtidig giver læsefællesskaber rammerne til at præsentere en del forskellig litteratur, og det giver plads til og imødekommer, at alle børn er forskellige.

 

Verden bedste, vildeste, største brandvarme bogklub

Men hvordan skaber man så sådan et fællesskab? Mange biblioteker har læseklubber, hvor børn og unge kan mødes for at dyrke bøgerne sammen. Et af de biblioteker er Odder Bibliotek, hvor Anne Asaa på 19 år er tovholder for læseklubben ”Læsepiloterne”, som hun selv tog initiativ til at starte op i sommers.

- Jeg tog initiativ til at starte læseklubben af flere grunde. For det første er læselysten faldende hos børn i Danmark. Specielt lige omkring 6.-7. klasse falder andelen af børn, som læser i fritiden, drastisk. Ved at danne et fællesskab om at læse, kan vi understøtte deres læselyst fremadrettet. Derudover oplever børnene at møde andre, der deler en interesse for den verden, bøgerne tilbyder, fortæller Anne Asaa, der også for to år siden startede sin første læseklub ”Læseakrobaterne”.

 

Anne har 5 tips til dig, der gerne vil starte en bogklub:

  1. At starte en bogklub kræver tre ting: et sted at mødes, medlemmer og vedholdenhed.
  2. Sørg for at få forældrenes e-mailadresser, så du har mulighed for at komme i kontakt med børnene.
  3. Vær vedholdende! Giv ikke op efter første møde, hvis der kun dukker to personer op. Det er enormt vigtigt at give klubben tid. Ofte kommer der flere og flere til, og gruppen vil vokse til noget godt på et tidspunkt, når andre børn hører om det. Så bare bliv ved.

Vidste du, at vi på Hovedbiblioteket har to bogklubber? 

Aalborgs Awesome Læseklub er for de 9-13-årige, som er vilde med at læse og lytte til gode bøger og snakke om dem med andre. Bogklubben søger lige nu efter nye medlemmer, og den 25. februar 2025 kl. 16 holder de bogklubs-relancerings-galla-opturs-festivitas, hvor alle interesserede er velkomne til at komme forbi. Man binder sig ikke til andet end en sjov eftermiddag med chips, quiz og andre læseglade børn.

Bogklubben for de 13-17-årige er en bogklub for dig, der er vild med at læse og lytte til gode bøger og snakke om dem med andre. Det er lige meget, hvor god du er til at læse – her er vi bare samlet for at dyrke bøgerne. Der er altid plads til nye medlemmer, så kom forbi!

Har du spørgsmål eller vil tilmelde et barn, kan du skrive til Gritt (gritt.elmeskov@aalborg.dk), som er tovholder på begge bogklubber.