For voksne

Bøger om 30’erne, singleliv og Det Store Spørgsmål Om Børn

Denne her går ud til alle, for hvem 30’erne har ramt på en lidt anden måde end for andre jævnaldrende. Denne her er nemlig til dig, der lever dit bedste liv som mere eller mindre presset millennial uden hverken kæreste eller børn.

Af Ditte Jensen

Måske er det selvvalgt, måske ikke. Måske dater du, måske dyrker du karrieren, måske nyder du bare de små glæder, livet som single og barnefri kan byde på, såsom hver nat uforstyrret at kunne ligge full on søstjerne på tværs af sengen.  

Dog vil jeg vædde med, at du i løbet af dine 30’ere har skulle forholde dig til kommentarer eller spørgsmål a la ”hvorfor har sådan en som dig ikke en kæreste?” eller ”ja, uret tikker jo”. Og så er der selvfølgelig klassikeren ”du skal nok ombestemme dig”, som er stensikker, skulle man komme for skade at lufte en vis tøven omkring forplantning.

Lille spejl på væggen

Ah ja, singlelivet i 30’erne byder på andet end kvalitetstid med stjernen i dit liv: Dig selv. For lige så fantastisk, givende og lærerigt det kan være, lige så overvældende kan står-alene-tilbage-på-perronen-mens-alle-andre-suser-forbi-følelsen også blive.

Men uanset hvor du er på din (solo)rejse gennem 30’erne, og uanset hvordan dit snappy comeback på ovenstående kommentarer måtte have lydt, er det jo altid rart at blive spejlet. Til det er litteraturen som bekendt genial.