For voksne

Vita skal tale om fremtidsromaner: Det gør indtryk

Når Ordkraft løber af stablen den 3.-5. april, skal Vita interviewe forfatter Charlotte Weitze, som lige nu er aktuel med ”Ulvemælk” – en eventyrlig roman om folkemindesamleren Evald Tang Kristensen.

Af Ditte Jensen

Vita står foran de grønne planter foran Makerspace på Hovedbiblioteket. Hun smiler og holder bogen "Ulvemælk" i hænderne. Lyset falder flot på væggen bag hende.
Vita står på Hovedbiblioteket. Hun holder bogen "Ulvemælk" frem foran sig, så der er fuld fokus på forsiden. Både Vita og baggrunden er let sløret, men man kan se, hun smiler og at hun er omgivet af fyldte bogreoler.
Gule post its med noter stikker allerede frem fra siderne på "Ulvemælk", som Vita er i gang med at nærstudere som forberedelse til sin samtale med Charlotte Weitze.

Hvis du før har deltaget i landets største (og bedste, hvis vi selv skal sige det) ord- og litteraturfestival, Ordkraft, er der god sandsynlighed for, at du har haft fornøjelsen af at opleve Vita Andersen i rollen som moderator, når hun på Ordkrafts forskellige scener gennem årene har interviewet mangt en forfatter, der har gæstet festivalen. 

Blå bog: Vita Andersen

Icon Description

Vita Andersen, født 1966. 

Bibliotekar ved Aalborg Bibliotekerne siden 1997, hvor hun begyndte som musikbibliotekar og arrangør og senere kastede sig over litteraturen. 

Vita arbejder med i sekretariatet for Ordkraft og bruger derudover kræfter på bl.a. guidet fælleslæsning, arrangementer og nationale biblioteksnetværk. 

I sin fritid er Vita optaget af middelalder reenactment, koncertforeningsarbejde og sang. 

”Jeg er moderator på Ordkraft,” fortæller Vita, ”fordi det giver mig mulighed for virkelig at fordybe mig i en roman og møde det menneske, der har gjort sig alle tankerne bag romanen. 

Og så er det fantastisk at formidle gode bøger til publikum og være med til at gøre deres læseoplevelse endnu bedre. 

Der er altid en dejlig stemning - gæsterne er forventningsfulde og nyder at være på festival - at vælte sig rundt i fantastiske oplevelser sammen med andre bogelskere.”

Netop der må Vita siges at ramme hovedet på sømmet hvad angår den særlige stemning, man oplever på Ordkraft: Det glade, sprudlende og forventningsfulde fællesskab, der altid opstår, når Nordjyllands bogelskere mødes sammen om ordet og litteraturen. 

Vita sidder i bibliotekshaven ved Hovedbiblioteket. Bag hendes ses glashjørnet med dets farverige ruder. Vita smiler og himlen er blå.
"Der er så meget natur med i bogen, så skal vi ikke tage et billede ude i bibliotekshaven?" spurgte Vita, som selvfølgelig fik sit ønske opfyldt.

Eventyrlig cli-fi

I år skal Vita blandt andre interviewe forfatter Charlotte Weitze i det stemningsfulde Teater Nordkrafts Watt sal. 

Blå bog: Charlotte Weitze

Icon Description

Charlotte Weitze debuterede i 1996 med novellesamlingen Skifting. Siden har menneskets forhold til naturen været en grøn tråd i hendes forfatterskab, der tæller romaner, noveller, essays og dramatik.

I 2016 udkom cli-fi-romanen Den afskyelige om kærlighed, klima og afskyelige snemænd. I 2021 slægtsromanen Rosarium, der handler om mennesker, planter og det, der er midtimellem. Rosarium er solgt til flere lande og nomineret til flere priser.

I 2022 kom den personlige essaybog Klimaet og kunstneren om forfatterens aktivistiske kamp for klimaet og naturen. Nu er hun aktuel med romanen Ulvemælk, som både er en exofiktion om folkemindesamleren Evald Tang Kristensen og en sci-fi om forfatteren Inga, som lever i 2040’ernes Jylland, som er dækket af skov, og hvor AI har overtaget al historieskrivning.  

Fælles for udgivelserne er, at de ofte er skrevet i den eventyrlige genre. En genre, som forfatteren mener, kan give naturen en stemme i en tid med øko- og klimakrise.

Klik her og se hvor og hvornår du kan opleve Charlotte Weitze på Ordkraft 2025. 

Hvorfor lige netop Charlotte Weitze er en spændende forfatter for Vita, er hun ikke i tvivl om: 

”Jeg har fulgt Charlotte Weitzes forfatterskab og har talt med hende flere gange på Ordkraft. Hun tør at tænke tanker om de miljøforandringer, vi vil opleve som resultat af den globale opvarmning og hun omsætter det i litteratur, hvor vi kommer tæt på de mennesker, der lever med forandringerne. 

Jeg kan rigtig godt li’, at forfatteren også går over grænsen fra det vi kender til det overnaturlige og eventyrlige. Det er en ekstra dimension, der sætter kulør på.”

Er der nogen særlige temaer i forfatterens arbejde, som du ser som særligt relevante i dagens samfund?

”Charlotte Weitze skriver om en fremtid, hvor naturen har forandret sig på grund af menneskets rovdrift. Hendes beskrivelser skaber billeder på noget, vi knap kan forestille os. Netop det, tror jeg, er med til at gøre det meget tydeligt, at vi skal handle anderledes,” svarer Vita. 

”Et billede, der sidder fast i mig, er fra Den afskyelige, hvor den store bøg i hovedpersonens forældres have er gået ud på grund af varmen. Det sørger hovedpersonen over, mens hendes mor bare glæder sig over, at palmen trives godt i stedet. Det gør avs,” afslutter hun.

Du kan opleve Vita i samtale med forfatter Charlotte Weitze fredag den 4. april klokken 10.15-11 i Watt salen på Teater Nordkraft.

Derudover taler Vita også med Helle Mogensen fredag den 4. april klokken 12-12.45 i Biffen.